I 15 år har historiker forsket i dansk udlændingepolitik: »Det var lidt det vilde vesten«

Hadet var mejslet i ansigterne på de unge mænd, da de gik side om side i et højreekstremistisk optog på en bred vej i den svenske hovedstad. »Det var skræmmende at se det grundhad, der var i deres øjne. Det startede en undren i mig over, at der både er noget enormt praktisk i udlændingepolitikken, men at der også er dele af det politiske spektrum, som er drevet af had. Det gælder både den ekstremistiske højrefløj og den ekstremistiske venstrefløj,« siger Heidi Vad Jønsson. Heidi Vad Jønsson var på det tidspunkt studerende og i færd med at skrive sit speciale. Hun var trådt ud af den restaurant, hun spiste aftensmad på, og nu stod hun og betragtede optoget. Som forsker blev Heidi Vad Jønsson grebet af at undersøge drivkræfterne i holdningerne i udlændingepolitikken. »Den oplevelse ansporede mig til at dykke ned i det her super, super følsomme emne og gøre det på en måde, hvor jeg til enhver tid overholder god videnskabelig praksis og ikke selv tager stilling,« siger Heidi Vad Jønsson. Dermed var kimen lagt til en forskningskarriere, der spænder over 15 år, og som inkluderer adskillige artikler, bidrag til bøger og undervisning. Heidi Vad Jønsson er med andre ord ekspert i historien om dansk udlændingepolitik. Danmark har netop rundet en befolkning på seks millioner. Stigningen er båret af indvandrere og deres efterkommere. Snart vil én ud af seks indbyggere i Danmark have et andet ophav en dansk. Omtrent en tredjedel af indvandrerne og efterkommerne stammer fra vestlige lande. Men hvordan er det gået til, at det er en ud af seks, der kan spore deres ophav til et andet sted end Danmark, og hvordan har den politiske debat om udlændinge i Danmark udviklet sig gennem årene? Det vilde vest Selv for en historiker er det vanskeligt at påpege præcis, hvornår man i Danmark begyndte at diskutere udlændingepolitik. På sin vis har man altid diskuteret indvandring: Der var blandt andet de russiske jøder i begyndelsen af det 20. århundrede og de tyske flygtninge efter Anden Verdenskrigs afslutning. Men det var først ved gæstearbejdernes ankomst, at man begyndte at diskutere indvandring som politisk tema. Og det var først i 1980erne, at partierne formulerede deres politiske ståsteder. Herunder ses en graf, som viser udviklingen i Danmarks befolkning siden 1980. Bemærk, at y-aksen begynder ved 4,5 millioner indbyggere. De første gæstearbejdere ankom til Danmark i slutningen af 1960erne på invitation fra de danske arbejdsgivere og den danske stat. Til at starte med var det spanske slagteriarbejdere, der skulle hjælpe med at opretholde væksten i det danske samfund. Senere kom også gæstearbejdere fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan. I 1970 var der 20.000 udenlandske arbejdere i Danmark. »Det gav ikke kæmpestore politiske debatter, men det gjorde alligevel, at der kom diskussion om, hvorvidt man skulle regulere indvandring eller ej. Til at starte med var det lidt det vilde vesten. Der var ikke nogen kontrol med antallet af gæstearbejdere, og der var heller ikke kontrol med, hvad det var for nogle forhold, de arbejdede under eller til hvilken løn,« siger Heidie Vad. Særligt sidstnævnte fik fagforeningen LO til at engagere sig i debatten om gæstearbejderne, og det betød, at indvandring i de år primært var et arbejdsmarkedsspørgsmål. »Det var også indrammet af en forståelse af eller en forestilling blandt de danske arbejdsgivere om, at gæstearbejderne var en midlertidig arbejdskraftreserve, som kunne udvises, når der ikke længere var arbejde til dem,« siger Heidie Vad Jønsson. Men gæstearbejderne tog ikke hjem, da oliekrisen ramte, og arbejdsløsheden steg i 80’erne. »Det var startskuddet til, at man overhovedet begynder at diskutere, hvordan skal vi regulere det udlændingepolitiske felt, og hvad skal vi stille op med og for de mennesker, der nu er kommet til Danmark?« siger Heidi Vad Jønsson. Socialdemokratiet i opløsning I første omgang drejede diskussionen sig udelukkende om integrationen af de gæstearbejdere, der var kommet til landet. Socialdemokratiet ønskede en »ret« til at lære dansk, og de store skillelinjer i dansk politik handlede om, hvorvidt det var samfundets eller individets ansvar at sørge for en succesfuld integration. Men i midten 1980erne begynder de politiske partier at danne sig en holdning til udlændinge i en ny kontekst. Flygtninge bliver et nyt tema, og i 1983 vedtog man en udlændingelov, der gav asylansøgere en markant forbedret retsstilling. »Derudover skete der i Danmark og Europa det, at flygtningens flugt ændrede sig. Langt op i det 20. århundrede var flugt et regionalt fænomen, men fra midten af 70erne efter Vietnamkrigen blev det et globalt fænomen. Der kom flygtninge fra den anden side af jordkloden,« siger Heidi Vad Jønsson. Det skyldtes både etableringen af et kvotesystem, øget mobilitet og vilde enkeltmandsredninger - som da journalist Henning Becker reddede 204 vietnamesiske børn ud af Saigon kort før byens kollaps og bragte dem til Danmark. »Den øgede mængde af flygtninge betød, at hele den humanitære dagsorden og spørgsmålet om menneskerettigheder og konventioner blev helt centralt. Og det indrammede simpelthen de politiske holdninger, som blev formuleret internt i partierne,« siger Heidi Vad Jønsson. For den yderste venstrefløj var ønsket at sikre ret til asyl og en integrationspolitik, der betonede samfundets ansvar for at ændre sig i en multikulturel retning. I Socialdemokratiet var det sværere at finde en lige linje. »Socialdemokratiet bøvlede med, at de på den ene side talte om integration som rettighedsbaseret, såsom retten til at lære dansk, mens der på den anden side var prominente socialdemokrater på vestegnen så som Per Madsen og Vibeke Storm Rasmussen, der kæmpede for en kvotepoliti,k og som ville have regler for, hvor mange indvandrer, der kunne bo i en boligblok,« siger Heidi Vad Jønsson. Resultatet var interne stridigheder i Socialdemokratiet, der fortsatte i årtier. Vibeke Storm Rasmussen var på det tidspunkt magtfuld amtsborgmester i Københavns Amt, og hun blev sat i spidsen for et udvalg, der skulle redegøre for konsekvenser ved indvandring. Udvalgets rapport blev dog kasseret af formand Svend Auken. Da den efterfølgende blev lækket til pressen, oplevede Vibeke Storm Rasmussen en enorm kulde og vrede fra sine partifæller. »Et parti som Socialdemokratiet burde jo ikke være ved at kollapse på grund af et enkelt politisk emne, men det var de,« siger Heidi Vad Jønsson. Hun mener i dag, at det er tydeligt, at en del af stridighederne i Socialdemokratiet dengang skyldtes, at man grundlæggende diskuterede to forskellige ting: adgang og integration. »Folketingsgruppen havde fokus på flygtninge, fordi det var det, der var aktuelt landspolitisk. Vestegnsborgmestrene havde fokus på indvandrere. Dem der var kommet hertil som gæstearbejdere, og som nu var arbejdsløse og havde brug for særlige ordninger for dem selv og deres børn,« lyder det fra historikeren. Sikkert var det dog, at både tiden og Socialdemokratiet var noget andet dengang. Og på trods af, at flere ledende socialdemokrater gennem tiden har hævdet, at blandt andet formand Anker Jørgensen gik ind for en stram udlændingepolitik, er der ikke historiske kilder, der understøtter den fortælling, fortæller Heidi Vad Jønsson. »Der er mange mytedannelser i fortællingen om dansk udlændingepolitik. En af dem er, at Socialdemokratiet altid har været stramme på udlændingepolitikken. Det har Socialdemokratiet ikke. Men man kan godt finde socialdemokrater, der altid har gået ind for en stram udlændingepolitik,« siger Heidi Vad Jønsson. »Fast og fair« Mens udlændingepolitik i Socialdemokratiet forårsagede – og til dels stadig forårsager – store diskussioner, har skiftene i Venstre været mindre turbulente. »Venstre, som var et liberalt parti i midten af 1980erne, pegede på, at vi skulle have en restriktiv adgangspolitik, og dem, der kom, de skulle have midlertidig beskyttelse. På integrationssiden, der var de liberale. De fastholdt, at det med integration, det var simpelthen et individuelt ansvar. Det var ikke noget, staten skulle blande sig i. Og den linje, den fastholdt de op til 2001,« siger Heidi Vad Jønsson. I 2001 tabte Socialdemokratiet valget til Venstre og Anders Fogh i det, der ifølge historikeren var det første valg, der handlede om udlændinge. Venstre gik til valg på sloganet: »En fast og fair udlændingepolitik«. »Og en fast og fair udlændingepolitik var i Venstres optik en restriktiv udlændingepolitik. Det skal være svært at få opholdstilladelse og statsborgerskab. Men samtidig var det også under Anders Fogh, at der blev oprettet det første integrationsministerium, med Bertel Haarder som minister,« siger Heidi Vad Jønsson. Ifølge historikeren kunne udlændingepolitik sagtens have været et valgemne ved tidligere valg end 2001, da interessen fra vælgerne ikke manglede. Grunden til, at det ikke skete, var, at der var en uvilje blandt de største partier til at gøre udlændingepolitik til et valgtema. »Ræsonnementet var, at der her var nogle mennesker, der i forvejen havde det svært. Det var ikke rimeligt, at vi gør deres sager til skidt og snavs i en valgkamp. Men i 1995 brød Fremskridtspartiet i brand og ud af flammerne – som en fuglføniks – genopstod Pia Kjærsgaard med Dansk Folkeparti,« siger Heidi Vad Jønsson. Dansk Folkepartis fremkomst pressede Venstre, og Anders Fogh var som formand for Venstre langt mere villig til at tale om problemer i udlændingedebatten end Uffe Ellemann-Jensen. Med valget af Anders Fogh i 2001 blev det, der i dag kaldes »systemskiftet«, indledt. I flere år kørte Venstre parløb med Dansk Folkeparti, og siden dengang har der med meget få undtagelser været ført en restriktiv udlændingepolitik i Danmark. Tilbage, hvor vi startede Når antallet af udlændinge i Danmark alligevel er blevet ved med at stige under alle regeringer siden, skyldes det i høj grad arbejdskraftsindvandring, fortæller Heidi Vad Jønsson. I forskningen kaldes det »den dualiserede indvandringspolitik« – at man på den ene side begrænser mængden af flygtninge og spontan indvandring, mens man på den anden side tillader den type indvandring, man gerne vil have. Netop nu diskuteres den dualiserede indvandringspolitik i Folketinget. Der mangler arbejdskraft i Danmark, men der er samtidig integrationsproblematikker flere steder i samfundet. Hvorvidt de to problematikker hænger sammen afhænger af, hvem du spørger. Mens erhvervsorganisationer efterspørger mere udenlandsk arbejdskraft, råber vestegnsborgmestre op om modtageklasser og sprogudfordringer. Udlændingepolitikken er med andre ord tilbage, hvor debatten startede i 1960erne. https://www.berlingske.dk/politik/i-15-aar-har-historiker-forsket-i-dansk-udlaendingepolitik-det-var-lidt